Arnekrogen | arnekrogen

Stedet hedder Arnekrogen

Af: Steffen von Linstow

Vejby-Tibirke årbog 1988

Igennem mange år, lige før man for alvor begyndte, at »ligge på landet« har stednavne som Tibirke - Tisvilde og Tisvildeleje ofte været forbundet med kunstnere, malere, digtere og billedhuggere. Man sagde, og vel nok med en vis ret dengang, at: i Tisvilde bor kunstnere og akademikere, i Hornbæk de rige. Antallet af landliggere er mangedoblet siden da, og i dag nyder alle kategorier godt af hegnet - vandet, stranden, og klitterne, af hele den særlige atmosfære, som hviler over netop denne del af nordkysten, og heldigvis for det.
At skrive om Tisvilde kan meget nemt blive lidt af en lovsang. Vi er mange, som lige fra barndommen har levet vore ferier deroppe på kysten. Har oplevet dette fascinerende landskab på alle årets tider, og glædet os over et ukendt antal uforglemmelige solnedgange. Men lad mig nu komme til emnet for disse linjer: og for at komme derhen må jeg gå et godt stykke tilbage i tiden.

Den første januar 1885 knyttedes Arnold Krog til den kgl. Porcelainsfabrik.
Den unge kunstner var uddannet både som arkitekt og maler, havde været på studierejser i Italien og i fire år været beskæftiget med restaureringsarbejder på Frederiksborg Slot, og i lighed med de gamle italienske kunstnere, for hvem ingen retning inden for kunsten var fremmed, begyndte han at dekorere porcelain med en instinktiv følelse af, at der her lå et arbejde af stor kunstnerisk værdi.

Et heldigere valg af kunstnerisk ledelse kunne fabrikken næppe have gjort. Som direktør sad på dette tidspunkt konferensråd Philip Schou, forretningsgeniet, manden, som havde viljen og evnen til at tumle med tal og kendsgerninger - og så Arnold Krog, kunstneren, poetisk begavet, fuld af nye tanker, og så samtidig ivrigt optaget af tekniske problemer og selv praktisk dygtig. Det blevet samarbejde, som førte til en sensationel udvikling inden for den kgl. Porcelainsfabriks produktion, en indsats, som gav genlyd over den hele verden.

Personlig har jeg været knyttet til fabrikken som tegner - afdelingsleder - og til sidst produktionschef. Jeg tilbragte en række dejlige år i Smallegade i perioden 1956-1977, og fik lejlighed til at arbejde sammen med mange dygtige kolleger: keramikere, malere og teknikere. I en lang periode havde jeg ansvar for netop den afdeling, som videreførte de motiver og i den teknik, underglasurmaleriet, som bygger på Arnold Krogs utrolige indsats. Jeg kan ikke dokumentere det, men jeg tror, at den gamle fabrik har været en af de arbejdspladser, hvor de ansatte blev længst, og hvor man kunne fejre de fleste jubilæer. 30 og 40 år er ikke usædvanligt, og jeg har da selv været med til at fejre både 50 og 60 års jubilarer. Derfor kan med fuld ret bruge ordet atmosfære på disse malerstuer, ældre malerinder og malere, som har arbejdet og oplevet hele udviklingen i begyndelsen af dette århundrede i Smallegade, sad side om side med helt unge nyansatte på 15-16-17 år, og det var denne meget positive påvirkning, som i højeste grad var og er medvirkende til, i god forstand, at bevare ånden og traditionen tilbage fra Arnold Krogs tid.

Tilsyneladende bevæger jeg mig med "usvigelig sikkerhed længere og længere bort fra mit emne, men jeg er faldet for fristelsen til at mindes og til at tale om min gamle arbejdsplads: fabrikken i Smallegade. Naturligvis har jeg gjort brug af gamle artikler fra aviser og fagblade, og fabrikken har velvilligst stillet materiale til min rådighed. Lad mig så vende tilbage ikke blot til Arnold Krog, men også til den egentlige hovedperson i hele dette skriveri: et lille ydmygt, stråtækt hus helt tæt op ad Hegnet. Vejen hedder Ved Gærdet, det er sidste hus på venstre hånd, og navnet er Arnekrogen. For at forklare dets baggrund og at det netop ligger der, har jeg lyst til at citere følgende fra et distriktsblad for Frederiksberg fra 1910: Der er sagt mange kloge og forstående ord om kunstneren Arnold Krog, og om hans betydning for dansk kunstindustri, og det vil være umuligt, at sige noget nyt derom, det ville desuden være det samme, som at skrive den kgl. Porcelainsfabriks historie for de sidste 25 år, disse 25 år, i hvilke den er nået frem til en verdensberømmelse, som han har sin store part af æren for. Men hvor stor en betydning man end vil tillægge denne geniale kunstner, så er det felt, han har arbejdet med så vidtspændende og mangesidet, at han ikke ville have vundet alle sine sejre, hvis han ikke havde formået, at indblæse sine talrige kunstneriske medarbejdere noget af den hellige ild, som luer i hans eget indre. Naturligvis danner enhver stor kunstner skole, men måden det sker på kan være højst forskellig. Uden fortrolig og forstående samvirken mellem mesteren og eleven, munder det hele let ud i en tør, men meget ærbødig efterligning af den forgudede, men frygtede mester. Det er ikke så let, at stige ned fra Olympen, som man skulle tro. Men Arnold Krog ejede den evne ikke blot at være medarbejdernes afgud, men også deres fortrolige ven. Det er denne form for det kunstneriske samarbejde på porcelainsfabrikken, der har været medvirkende til det verdensry, den nu ubestridt sidder inde med.

Dette særegne forhold mellem professor Arnold Krog og hans kunstneriske medarbejdere, der har været kendt og værdsat efter fortjeneste af alle, der kendte blot det mindste til porcelainsfabrikkens indre forhold er nu blevet manifesteret for offentligheden gennem en begivenhed, som knytter sig til professorens 25 års jubilæum. I anledning af dette ønskede han, at tilvejebringe et synligt minde om det venskabsforhold, der består mellem ham og hele hans kunstneriske medhjælp, og han udførte sin plan ved at skænke dem et landligt hjem, i hvilket de alle efter tur til forskellige tider af året kan søge den rekreation og den friluftsglæde i deres ferietid, som deres anstrengede daglige arbejde gør så nødvendig. Huset er bygget på en lyngbevokset bakke, som grænser op til skoven. Det er grundmuret med rørtag og har en sidefløj som udhus. På grund af det skrånende terræn er huset på de tre sider omgivet af en høj stensætning, som afgrænser et plateau ind mod huset, hvis indgang er gennem gavlens Loggia.

Herfra træder man ind i en rummelig stue med pejs. I det ene hjørne en fast bænk med bord, i det andet en trappe op til garderobe, soveværelser og loftsrum. Forneden findes endnu to sovekamre foruden rummet i udhuset, som er bestemt til cykle- og brænderum, bord med primus, vask o.s.v. Huset blev indviet ved en lille højtidelighed ved hvilken professoren og de tilstedeværende kunstnere og kunstnerinder modtog gaver. Huset blev døbt og fik navnet Arnekrogen. Festligheden sluttede med en middag på kroen, hvor professoren med true og datter var til stede som gæster, og her slog jubelen i taler og sang professoren i møde, som tak for den smukke gave. Hvor er denne gave dog karakteristisk for giveren. Fra denne fælles Arnekrog vender medarbejderne forfriskende tilbage til det arbejde, hvor han inspirerer dem til hver for sig, at yde deres bedste kunstneriske indsats. Vi kan bedst slutte vor omtale af Arnekrogen og professoren med en udtalelse fra en af kunstnerne på fabrikken, han sagde: Denne gave vidner bedre end mange ord om, at Professor Arnold Krog omfatter sit personale på fabrikken, hvad enten det gælder den enkelte eller alle med den samme kærlighed, han nærer til sin gerning, og man forstår, at han er genelsket, og at denne gensidige kærlighed er en kapital for fabrikken, når det gælder at overvinde de store vanskeligheder, som er forbundne med at fremstille kunst i porcelæn.